Bind mig igen, please!

 

Har du hørt om japansk bondage? Det handler om at blive bundet, hængt op og frataget kontrollen. Vores venner fra Tidens Kvinder har sendt en journalist ud for at prøve fænomenet. Læs hér, hvad hun oplevede. Velkommen til ”frisk fredag”!

fredag 11.1.2013 13:01 – Af Karen Simonsen, Tidens kvinder. Foto: All Over

 

Det er aften, og parcelvejen er øde, da min mand og jeg endelig finder, hvad vi søger, og parkerer bilen. Vi holder uden for et helt almindeligt hus, netop ankommet til stedet, hvor jeg skal bindes med bondage for første gang. Arm i arm ringer vi på. Mit hjerte er allerede på overarbejde. Parret, som vi kender en smule, åbner døren. De er begge klædt i sort, noterer jeg mig. Det virker højtideligt, og jeg kan lide det.

De er omtrent på vores alder. Hun er lille med kort mørkt hår, kvindelige former og hurtige bevægelser. Han er stor, lyshåret og meget rolig. Manden, som jeg kun har hilst på tidligere, skal binde mig. Det er derfor, vi er her. Ikke bare vikle mig ind i tov, så jeg sidder fast. Men kunstbinde, binde efter et særligt system, binde æstetisk og med akkuratesse.

Jeg har aldrig tidligere overvejet at lade mig binde med bondage, og jeg er ikke spor tiltrukket af det hårdere SM-miljø. Men de sidste par måneder har jeg været så presset på mit arbejde, at jeg har været i det mentale og handlekraftige gear næste uafbrudt. Jeg har nærmest forladt min krop. Resultat: Sexlivet hjemme er gået i stå, og jeg føler mig ude af kontakt med min blødhed og mine feminine sider. Noget må der ske. Jeg VIL jo gerne give mig hen, jeg kan bare ikke finde ud af at slippe lige nu. Måske det japanske bondage vil hjælpe.

Optakt
Kort efter ankomsten sidder vi alle fire anstændigt bænket i deres hjørnesofa. Vi er i en lille kvadratisk stue. Der hænger en metalring i loftet, og der ligger en tynd, japansk udseende stråmadras på gulvet. Ellers ser der ret almindeligt ud. Her er pænt, stilrent. Jeg har fået et glas rødvin, som jeg skal tvinge mig selv til ikke bare at slynge ned.

Der er ingen smalltalk, bare en kort afklaring af mit udgangspunkt. Nej – jeg har ingen erfaring med reb. Næ, vi har ikke sådan for alvor eksperimenteret med bondage. De dér håndjern engang, dem kunne jeg nok godt være kommet ud af, hvis jeg ville,
”Så det var jo snyd”, siger jeg med et undskyldende smil.
”Ja, det var det”, lyder svaret fra kvinden. Hendes øjne er venlige.

Der er meget længe siden, jeg har følt mig som en jomfru i nogen som helst retning, men det gør jeg nu. En svag elektricitet snurrer allerede i min krop. En lille smule nervøs. Nej, meget spændt er mere præcist.
Stille musik fylder stuen. Manden har rejst sig og er begyndt at fifle med noget reb. Begynderreb. Det er brunt og ret blødt i det, har jeg fået at vide. Jeg synes, det ser smalt ud, er vel på tykkelse med en lillefinger.

Vi har på forhånd aftalt, at jeg kan have noget let tøj på under seancen, så rebene ikke virker for grove.
”Du må lige hjælpe mig, hvad jeg skal have på?”, siger jeg en smule forfjamsket til kvinden, mens jeg vikler mig ud af min slå-omkjole. Så står jeg foran hende i sorte gamacher og undertøj og en lille underkjole af silke.
”Ingen bh”, siger hun så hurtigt, at jeg straks smider min bh. Helt utænkeligt at jeg i andre sammenhænge ville vise mig uden, men her er der tydeligvis ikke noget at rafle om.

 

Første reb
Snart står jeg ret op og ned på madrassen. Min mand og værtskvinden betragter mig venligt fra sofaen. De skal overvære, at jeg bliver bundet. Jeg skynder mig at lukke øjnene, og jeg holder dem lukkede.

Det første, jeg mærker til ham, der skal binde mig, er at han stiller sig bag mig. Helt tæt, så jeg kan mærke hans mave og brystkasse. Instinktivt orienterer min opmærksomhed sig bagud efter ham. Han er høj, meget højere end mig. Så lægger han sine hænder på mine overarme – giver et lille klem. Og så føler jeg rebene. Forbavsende hurtigt går det. Som den største selvfølgelighed samler han mine arme på ryggen og surrer mine håndled sammen. Rundt om skuldrene løber rebene, rund og rundt. Det gør ikke ondt. Men det er stramt. Jeg står helt stille, trækker vejret ned i maven.

Jeg kan mærke de andre, der følger mig i, hvad der foregår. Deres energi er i rummet. Nu binder han mine bryster. Stramt henover dem. Så stramt under dem, så de sidder i spænd. Han berører dem, kontrolleret og begrænset, kun lige længe nok til at jeg registrerer hans hænder på mig gennem silken.

Så kommer der flere reb på min krop. Han har bøjet sig ned og binder omkring mit ene ben – og pludselig mærker jeg det hæve sig fra jorden. Jeg står nu på et ben som en stork og fornemmer med et sug i maven, hvor det formentlig snart vil bære hen. Det føles så uvant. Jeg får et blindfold på. Nu kan jeg intet se, selv om jeg ville, og han er ved at lægge reb om det andet ben.

Svævende
”Når du slipper gulvet, så prøv at holde benet strakt”, siger han lavmælt. Det er det eneste, han siger til mig. Jeg adlyder tavst. Det er faktisk det eneste, jeg ønsker. Normalt ville jeg græmme mig over, at jeg ikke er nogen sylfide på et tidspunkt som dette, men min indre dommer har ligesom ingen indflydelse nu. Og så, i en glidende bevægelse, hænger jeg der. Jeg hænger vel nærmest på siden oppe i luften. Jeg ved ikke hvordan, jeg mærker bare, at jeg ikke har jordforbindelse mere.

Jeg kan tydeligt høre hans åndedræt nu. Rebene snærer ind i min hud, under hoften, i armhulerne, i knæhasen. Gør det ondt? Nej… jo, en smule. Men det er faktisk en nydelse.
Af en eller anden grund triller tårer frem under mit blindfold. Mit ansigt er vådt og dækket af mit lange hår. Jeg ved ikke, om nogen ser det. Min mund smager svagt af salt. Jeg er bundet, men jeg føler mig fri. Helt fri.

Han folder mig og binder nyt, lader mig hænge et øjeblik alene, drejende svagt rundt i rebet. Vægtløs. Rører mig blidt og kort på ryggen. Et hårdt klap i røven eksploderer som et brag i min verden, men ikke en lyd undslipper mig. Jeg tager bare imod, føler mig åben, totalt i tillid til manden, der styrer mig nu og situationen i det hele taget.
De mindste lyde, der blander sig i oplevelsen i mit indre univers, forstyrrer. Da der på et tidspunkt er nogen, der går ud af rummet, bliver jeg straks urolig.

Elektricitet
Jeg er totalt eksponeret og prisgivet hængende der, men manden med rebene gør mig tryg. Han bevægelser er afmålte. Han overrasker mig ved at lade rebet køre mellem mine tæer, så jeg kommer til at grine.

På et tidspunkt er det som om, noget bytter plads indeni mig. Jeg begynder at ryste. Han mærker det straks og lægger armene beskyttede om mit ansigt, og jeg falder til ro igen. Jeg fornemmer de andre i rummet, som ser på mig – de er der med mig, deres tilstedeværelse føles velvillig, samtidig vil jeg helst bare være helt tilbagetrukket inde i mig selv. Alle mine sanser arbejder på højtryk, og jeg føler lystimpulser helt ovre fra sofaen. Eller er det mine egne?

Så er hans hånd ved mit ansigt. Jeg ser stadig ingenting, men drejer instinktivt ansigtet efter ham, vil mærke ham, hans fingre mod mine læber. Et øjeblik får jeg lov at trykke mit ansigt mod hånden, kysse den, stikke tungen ud. En bølge af erotisk energi, som har ulmet i mig, rejser sig op gennem min fastholdte krop, og det suger mellem mine ben, da han igen trækker sig væk fra mig.

Jeg ved ikke, hvilken vej mit ansigt vender, imod de andre eller væk fra dem. Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor vi er i forløbet. Om der er en midte og en slutning, og om dette er en af delene. Der er en sitren i luften mellem os, men hver og en af hans handlinger er velovervejet, koncentreret.

Leg og alvor
Da han fjerner nogle af rebene, mærker jeg modvilje, længsel efter fortsat at være fikseret. Jeg har lyst til at blive i dette ansvarsfrie, trygge univers, men må overgive mig til det, der sker – også dét, der er uden for min kontrol.

Blidt rammer først mit ene, så det andet ben jorden. Jeg kan knapt nok stå. Han støtter mig, til jeg ligger på den japanske måtte. Han sidder der med mig. Rebene er stadig på min krop, om mine bryster, mine læber er tørre og jeg slikker dem.
Han driller mig. Min underkjole er gledet lidt op og han lader rebet køre over min nøgne mavehud. Så lader han det bløde tovværk køre mellem mine ben, til jeg gløder, må strække mig, bevæge mig så meget jeg nu kan.

Og så mærker jeg reb på halsen. Til min overraskelse fyldes jeg af en intens lyst til overgivelse, som jeg ikke helt forstår, men lader kroppen bestemme og bøjer hovedet bagover, blotter halsen, gør mig sårbar. Han markerer med rebet over min strube, roligt. Lader mig mærke, at han bestemmer, kun det. Sådan leger han med mig en tid. Rører mig let, flytter på mig. Hele tiden behersket. Han tager ikke, han giver.

Med tiden er jeg igen fri for reb. Der går nok nogle minutter, før jeg forstår, at jeg er helt ubundet igen. Det føles næsten nøgent nu. Jeg ligger slapt på gulvet, hviler i hans arme. Min krop er varm og helt, helt blød. Kraftesløs. Jeg vil ikke åbne øjnene og vende tilbage. Da jeg alligevel gør det, ser jeg op i et varmt smil. Jeg har lyst til at blive beskyttet, holdt om, men ved ikke, hvad jeg kan bede om her – kender ikke reglerne.

Taknemmelig
”Det er det smukkeste, jeg har set ham binde på en anden”, siger kvinden så. Hun og min mand er rykket tæt sammen i hjørnesofaen. Hun smiler helt op i øjnene, de er varme, stråler. Han ser også ud, som om han har det godt, ser på mig med kærlighed. Der er gået tre kvarter.

Jeg fornemmet, at det har været noget særligt at overvære. Selv har jeg ingen synsindtryk på oplevelsen, og jeg har ingen som helst idé om, hvordan jeg tog mig ud, mens jeg hang der. Min indre film er en ganske anden og består ikke af billeder, men af én lang række sansninger.

Manden, der bandt mig, er helt rolig. Han sveder og jeg kan mærke hans hjerte banke let, men han har ikke travlt, sidder der bare og trækker vejret med mig. Jeg lukker øjnene lidt igen. Fuld af følelser, tanker og indtryk, stadig med fornemmelsen af reb på min hud.

Jeg er taknemmelig. Overfor manden, der bandt mig, og hvis ben jeg lige nu ligger henover. For tilladelsen til at være passiv. Alt, hvad han gjorde, gjorde han for mig. Jeg er taknemmelig overfor hans smukke kæreste, der har inviteret mig ind i deres intime verden, og som nu bekræfter, at alt er okay med et varmt blik. Og jeg er taknemmelig overfor min egen mand, som lader mig opleve dette. Som er så meget mand, at han gerne vil støtte mig i at folde mig ud og bevidne min rejse.

Da vi senere tager afsked med parret, føler jeg mig blød, åben og let svimmel. Min krop er både udmattet og tændt, og jeg er 100% til stede i den. På mine arme og min brystkasse ses aftryk fra de tynde reb. Mønstrene er smukke.

Eftervirkninger
Næste dag er jeg mat i hele kroppen, en lille bitte smule øm, som en behagelig influenzaopstart, hvis sådan en findes. Og indeni har jeg det som en vulkan, der er blevet vækket. Lige så afmattet jeg var kort forinden, ligeså levende føler jeg mig nu. Det var som at sætte startkabler til en bil med et dødt batteri. Og til min mands glæde har jeg lyst til sex, sex, sex.
Jeg tænker også meget på, hvad det egentlig var, jeg oplevede med de reb. Det var som at gå ned i en kælder. En kælder indeni mig selv. Jeg vidste godt, der var en lem i gulvet. Jeg havde bare aldrig været dernede før. Og der var helt mørkt dernede – alligevel vil jeg derned igen.

Jeg vil gerne ha’ mere. Jeg kan ikke helt selv forklare det og er en smule urolig over erkendelsen. For dette univers, denne magi, kan jeg ikke selv skaffe eller skabe mig. Det må jeg bede om, og det føles utroligt sårbart.

Jeg ønsker at mærke igen, hvordan rebene føles mod min krop. Jeg har lyst til, at manden med rebene skal bestemme over mig. Lyst til at få nye mønstre på huden. Og måske at finde ud af, om den kontakt og kontrol, han viste mig, gør sig gældende ved mere end reb.

Jeg taler med min elskede om vores eventyr den aften. Længe. Vi er begge enige om, at der er mere at opleve her. Mere for os begge at lære også, Det vil være godt for både ham og mig, og jeg får nemmere ved at gå ind i den tilstand af overgivelse igen. En mail fra vores nye venner åbner døren på klem, så jeg bider min usikkerhed i mig og skriver tilbage. Fire ord, jeg nok aldrig havde forestillet mig at skulle bruge i sammenhæng: ”Bind mig igen, please.”